Turen går til Aalborg Musik Konkurrence – Danmarks hurtigst voksende brassband stævne.
Når man spørger ophavsmanden til den årligt tilbagevendende Aalborg Musik Konkurrence (Aamuk) – Henrik Juul-Brinkmann – hvad der inspirerede ham til at starte på et projekt som Aamuk, er svaret enkelt. Henrik fortæller at han i lang tid havde tænkt over, at der i Danmark manglede en brassband konkurrence eller festival, som både kunne foregå i positive rammer og samtidig tage deltagerne seriøst.
Efter et par ture med Nordvestjysk Brass Band til den norske underholdnings konkurrence Grenland Brass Festival, begyndte ideen, som senere skulle blive til Aamuk, langsomt at tage form.
Henrik var blevet så inspireret af den norske Grenland Brass Festival – at tanken om at skabe noget lignende i Danmark – blev stadig mere nærværende.
Den første byggesten til projektet blev lagt, på en køretur hjem fra Danmarksmesterskaberne i Brassband 2007.
Henrik have deltaget med Peder Most Garden og aftalte med bilens chauffør – Gert Skovlod Hattesen – at hvis Henrik arrangerede konkurrencen og kunne få tilslutning fra nok af de danske brassbands, ville Gert bedømme den.
Ifølge Henrik selv, var det første Aamuk tænkt som en engangsforestilling, men det blev så stor en succes, at flere bands efterspurgte en gentagelse året efter.
Indtil videre er det med Aamuk 2016 blevet til 9 konkurrencer, som med Aamuk 2016s åbning for deltagelse af elitedivisionens orkestre, ikke ser ud til at blive et mindre arrangement fremover.
Indtil 2016, har det ikke været muligt for elitedivisionen, at deltage ved Aamuk. I år er konkurrencen blevet åbnet op for elitedivisionen og Henrik indrømmer da også, at primus motor bag, er Steffen Mærsk, som næsten siden Aamuk tog sin begyndelse, har talt varmt for at tilføje elitedivisionen til konkurrencen.
Og så går Henrik ind for, at Aamuk som konkurrence skal inkludere – frem for at ekskludere: ’Jeg synes det skal være for alle. Kulturen er alt for lille til at ekskludere her i Danmark. Bekymringen har altid været, om der vil gå for meget DM i den – men tror egentlig at elite-orkestrene har fin forståelse for, at dette er noget andet.’
Til spørgsmålet om, hvorfor Aamuk 2016 har fået tilslutning fra næsten hele elitedivisionen, svarer Henrik: ’Jeg tror godt folk kan lide at rammerne er så rolige og hyggelige. Samtidig med, at de gerne vil tages seriøst. En times øvning er jo en times øvning, uanset om man er Concord Brass Band eller Løgstør Garden. Det skal vi tage alvorligt.’
Henrik fortsætter: ’Vi lægger altid stor vægt på at dommerne skal give noget til det enkelte bands videre udvikling. Det lyder jo flot, men der skal være plads til at sige “Det der var noget skidt – prøv at løse det således”.
Henrik er også bevidst om konkurrencens fremtid og fastholder, at han gerne vil forsøge at bibeholde den oprindelige tanke bag Aamuk, selvom det ikke helt er til at forudse, hvordan det kommer til at se ud for en musik konkurrence med så stor og kontinuerlig tilslutning fra de danske brassbands. ’Det ser jo godt ud. Der er efterhånden rigtig mange som har et tilhørsforhold. Og gengangerne er flere og flere. Så tror egentlig selv vi er nødt til at sætte begrænsningerne på et tidspunkt, hvis det går ud over den ånd som Aamuk har.
Jeg plejer at sige at vi skal lave den bedste brassband konkurrence der findes – målt på rammerne. Så der er vel fortsat plads til forbedring.’
Concord Brass Band deltager i år med Steffen Mærsk som dirigent. Vi har valgt at spille Of Distant Memories (Edward Gregson), Fortunes Fool (Stan Nieuwenhuis) med solist Stanley Westh og selvfølgelig pligtnummeret Consecration.
Om tilføjelsen af elitedivisonen bliver en succes eller ej, må man vente med at opleve, til lørdag d. 21.5.2016, hvor Aamuk løber af stablen med åbning af konkurrencen fra klokken 09.20 – Aalborg Brass Band er første deltager fra klokken 09.30.
Det hele foregår på adressen:
Nørresundby Gymnasium Studievej 14, 9400 Nørresundby.
Entreprisen er 50 kroner for publikum.
Vi glæder os til at deltage!