BIOGRAFI

Concord Brass Band – Elite Brass med glæde!

”Concord” betyder samarbejde og glæde – et navn og to ord, der beskriver essensen af det at være musiker i Concord Brass Band. Concord samler dygtige fritidsmusikere, konservatoriestuderende og professionelle. Gennem de seneste årtier har udviklingen i Concord bevæget sig støt hen mod i dag, hvor vi er stolte af at være et brass band på meget højt, musikalsk niveau. Vi har et godt, sammentømret fællesskab i Concord, som ikke mindst kommer til udtryk op til det årlige Danmarksmesterskab for brass bands. Sideløbende med vores deltagelse i konkurrencer, har vi i mange år præget dansk musikliv og spiller både popmusik, klassisk musik og originale værker. Blandt højdepunkterne af koncerter i løbet af året, er Concords årlige Høstkoncert, der traditionelt afholdes i Templet.

Concord i årstal

I 1957 blev Concord etableret som Danmarks første brass band efter britisk forbillede med ca. 30 messingblæsere og slagtøjsspillere.

I 2007 fejrede Concord sit 50-års jubilæum i koncertsalen i det tidligere radiohus på Rosenørns Allé og udgav ved denne lejlighed et jubilæumsskrift. Tidligere samme år vandt Concord elitedivisionen, ved Grenland Internationale Brass Festival.

2009 blev et fantastisk år for Concord: I februar vandt orkestret underholdningskonkurrencen Silkeblæs, i august hentede en af Concords kvintetter vinderpokalen hjem fra BBQ-contest, og i november cementerede orkestret klart sin styrke, ved at vinde Danmarksmesterskaberne for brass bands.

I 2010 repræsenterede orkestret Danmark ved de europæiske mesterskaber i Linz, Østrig og genvandt titlen Danmarksmester i brass band ved mesterskaberne i Herning.

I 2013 oplevede vi den store glæde at blive Danmarksmestre endnu en gang.

I 2014 repræsenterede vi Danmark Europamesterskaberne for brass bands i Perth, Skotland, d. 2-3. maj. Concord fik en samlet 10. plads og en 7. plads på den selvvalgte opgave!

I 2017 repræsenterede Concord Brass Band Danmark til Europamesterskaberne for brass band i Oostende, Belgien. Foran stod dirigent Jesper Juul som var med til at sikre orkesteret en 6. plads ud af 13 orkestre. I 2017 kan Concord Brass Band også fejre 60 års jubilæum som bliver fejret med en koncert.

Logo - CBB 25 år
Concord Brass Band logo i anledningen af 60 års jubilæum