Besøg fra Smilets By og en særlig gæst ved Brass Band Festival 2025

Så er der under en måned til Brass Band Festival og her får I en præsentation af vores venner fra Smilets By, Århus Brass Band.

Århus Brass Band (ÅBB) består af 30 dygtige musikere – amatører såvel som professionelle, som alle spiller messing instrumenter eller slagtøj og har spilleglæden til fælles.

Med en gennemsnitsalder på omkring de tredive er bandet fyldt med ung energi og et drive fremad.

Bandet har siden dets etablering i 1924 været en stor del af det århusianske kultur- og amatør musikliv. Det har medlemmer fra hele Jylland, men er først og fremmest et århusiansk orkester.

Århus Brass Band tager en helt særlig gæst med til Festivallen – ingen mindre end Althorn virtuosen Tim De Maesneer.

Tim De Maeseneer er althornprofessor ved LUCA School of Arts (campus Lemmensinstituut) og fungerer som ‘Soloist in Residence’ med Brassband Willebroek.
Han er ambassadør for Besson Musical Instruments og AR Resonance Mouthpieces.
Som solist optræder Tim over hele verden og underviser i messing og althorn på akademier i Gent og Willebroek.
Han er uddannet fra LUCA School of Arts (cum laude), og han har også en kandidatgrad i Hafabra-dirigering (cum laude). Tim dirigerer Mercator Brassband (Belgien), Woodshockers Brassband (Tyskland) og Paris Brassband (Frankrig).
Hans soloalbum, The Birth of Time Echoes og Beyond the Paradox, har opnået international anerkendelse.
Tim De Maesneer optræder på Festivallen med to solistiske indslag:
For The Beauty of Life af Stijn Roels og Horngold af Thierry Deleruyelle – så her kan man altså se frem til en kæmpe musikalsk oplevelse!
Og så hører vi på vandrørene fra Århus, at Århus Brass Band vil optræde med nogle absolutte klassikere indenfor Brass Band repertoiret, nemlig The Essence of Time af Peter Graham og Le Tricot Rouge af Wilfred Heaton.

Følg med her på siden, på Facebook eller på Instagram for mere information og updates om Brass Band festival.


	

Leave a reply