Mens de fleste spekulerer på, hvem der ender som danmarksmester i fodbold, er en flok messingentusiaster i fuld gang med at pudse formen af. Concord er kun en uge fra afrejsen til Manchester og deltagelse ved Whit Friday. Der er lagt et spændende program af bandets engelske arrangør. Allerede onsdag aften efter ankomsten giver vi koncert i den populære Dobcross Band Club, hvor Dobcross Silver Band holder til.
Torsdag middag underholder vi med nogle gadekoncerter i hjertet af vikingernes gamle hovedby York. Der er tradition for at samle penge ind ved udendørs koncerter, og vi glæder os selvfølgelig til at se om det forbipasserende publikum vil smide en skilling eller to i kassen.
Samme aften skal vi besøge tilholdsstederne for to af de absolut største bands i verden, nemlig Black Dyke Band i Queensbury og Brighouse & Rastrick Band i Brighouse. Ud over stoltheden ved at skulle optræde i hjertet af brass band traditionens oprindelsesland, giver besøget hos de berømte bands hele turen til England et spændende historisk perspektiv.
Fredag går selve Whit Friday konkurrencerne i gang. Vi har heldigvis vores talentfulde dirigent Stig Mærsk med til at opretholde gejst og koncentration hele dagen igennem. Hen på aftenen kan det godt blive en kold fornøjelse at spille udendørs. Her er fornuftig påklædning påkrævet, så vores uundværlige sponsorer; Yamaha, Bartof og Scandinavian Brass and Woodwind, har foræret os nye, smarte softshell jakker med vores eget logo på ryggen.
Om Lørdagen er der igen udsigt til udendørs populærmusik, denne gang på torvet i Oldham. Senere samme aften står den på fælles koncert i Holmfirth sammen med blandt andre Hade Edge Band.
Søndag er reserveret til hjemrejsen og til fordøjelse af de mange indtryk.
Vi glæder os for tiden over de mange nye venner og interesserede som følger Concords aktiviteter, og det bliver spændende at møde mange af dem i England i næste uge.
Til jer som er ven med os på Facebook, følger os påTwitter eller her på bloggen, vil vi løbende komme med opdaterende indlæg om, hvordan dagene forløber.
På gensyn fra England