Whit Friday – coming up!

Stemningsbillede! Her fra Skt. Hans 2009 (vi glæder os til at spille udendørs i det dejlige sommervejr, der er hastigt på vej!)

Her et stemningsbillede fra Skt. Hans 2009 – vi glæder os til sommerens udendørs koncerter! 🙂

Alt imens sommervejret er ved at nærme sig, er forberedelserne til årets “CBB-tour” i fuld gang. I slutningen af maj rejser CBB til England for at deltage i Whit Friday, som er en omfattende marchkonkurrence. Whit Friday finder primært sted i området omkring Saddleworth nordøst for Manchester. Stort set hver eneste landsby i området lægger vej og græs til sin egen del af konkurrencen. Det gælder for hvert orkester om at deltage i så mange landsbyer som muligt i løbet af dagen. Orkestrene kører rundt i bus hver især, og ved hvert konkurrencested er der en lille dommerkommitte på én eller to personer, der giver orkestrenes fremførsel point.

Man kan ikke stille op med en hvilken som helst march. Der findes en liste over gyldige muligheder, hvoraf vi har valgt William Rimmers klassiske Ravenswood. Foruden at deltage i Whit Friday skal vi give en række koncerter såvel inden- som udendørs. Yorks gågader kommer til at lægge brosten til vores optrædener, og vi giver koncert i mindst én af de berømte Band Clubs i Saddleworth. Whit Friday er super spændende at deltage i, fordi rigtig mange bands fra alle divisioner deltager; lige fra f.eks.Black Dyke, Brighouse & Rastrick, Fairey’s og Foden’s til f.eks.Oldham Area Schools og Dearham. Koncerterne på vores tur får bl.a. dansk musikalsk islæt med Ouverturen til Elverhøj foruden en række værker fra vores nyere repertoire og popnumre fra “Den Hvide Mappe”, som udgør CBB’s udvalg af let musik til enhver lejlighed. Vi rejser onsdag den 30. maj og er hjemme igen søndag den 3. juni.

Mere herom senere!

Gallakoncert 2012

Det er en kold tid, og det kan være svært at tage sig sammen til at forlade de varme stuer, når man skal til prøve med bandet på mørke onsdage aftener. Men noget lokker én ud ad døren alligevel, og det er fordi, vi har fået gang i gryderne. I slutningen af måneden holder vi gallakoncert, og det bliver godt i år. Det bliver faktisk rigtig godt – for ikke alene er vi begyndt at få Philip Wilby’s “Red Priest” til at klinge, vi får også besøg af Bobo Moreno, der bl.a. vil synge Mack The Knife og That’ll Do. Det er altid fedt at få lov til at spille med dygtige solister, og denne gang bliver ingen undtagelse. Vi glæder os!

Vi vil selvfølgelig gerne invitere jer alle med til denne koncert, der finder sted søndag d. 26. februar kl. 15.00 i Medborgersalen, Hvidovre Medborgerhus, Hvidovrevej 280, 2650 Hvidovre. Billetter koster 150 kr. og kan købes gennem SBW’s webshop (klik på plakaten, og du kommer direkte dertil!).

 

Vi går også med spændende planer for foråret, hvor vi bl.a. er ved at planlægge en tur til England for at deltage i Whit Friday. Det skal I nok komme til at høre mere om! 🙂

 

Vi ses d. 26!