”Min far og de dyre damer” (tidligere ”Fremtidsvej”) har TV-premiere i morgen, tirsdag den 5. januar, på DR1 klokken 20.30. Det er Ulrik E.E. Gutt-Nielsen der har lavet filmen. Ulriks bror spiller i Concord Brass Band og Ulrik benyttede chancen for at få et ensemble fra Concord (Anders Kjeldsen – solohorn, Stanley Westh – principal cornet, Anniken S. Ødegård- flygelhorn, Asger Nielsen – euphonium, Mathias Snejbjerg – Eb tuba, Sune Wedam – basun og Emilie Steffensen – basun) til at indspille soundtracket til filmen.
Ulriks far, som filmen handler om, var leder af det lokale FDF orkester, hvor Ulriks bror også spillede. Brass band har derfor altid været en stor del af familiens liv. Filmen handler om hvordan livet drastisk ændrer sig i den lille kernefamilie på Fremtidsvej.

Det er ikke særlig ofte, at brass bands er med til at indspille soundtracks til film. Den mest kendte er nok “Babe, den kække gris” hvor det britiske brass band ‘The Black Dyke Mills Band’ (som nu hedder ‘Black Dyke Band’) har indspillet et par af numrene til soundtracket. En anden film du muligvis også er stødt på, er filmen “Brassed Off”, der skildrer et britisk brass band og dets historie. I filmen hedder bandet “Grimley Colliery Band” og det er ‘Grimethorpe Colliery Band’ der har indspillet soundtracket.
Vi har ikke kendskab til andre danske brass bands der har indspillet soundtrack til film, men vi kan med sikkerhed sige, at det er første gang Concord Brass Band indspiller et soundtrack til en film!