DM for brassbands er en herlig ”festival” for messingmusik. En anledning til at få talt med en masse mennesker med samme interesse som én selv. Masser af gamle venner.

 

Det er lige op over nu – så tæt på, at vi næsten kan smage den første øl i baren – efter lørdagens sidste musikalske kraftanstrengelse. Som så mange år forinden, er vi i begyndelsen af november måned og det er tid til Danmarksmesterskaberne for Brass Band.

Tidligere på året offentliggjorde vi et nyt samarbejde mellem vores daglige leder Dennis Andersen og en gammel kending, som efter en årrække uden større tilknytning til brassband, er vendt tilbage; Jesper Juul.

Mange har måske undret sig en smule over, hvorfor Jesper er vendt tilbage til brassband netop nu – og hvorfor han har valgt Concord Brass Band, som samarbejdspartner.

Det samme spørgsmål har vi stillet Jesper for nylig, hvortil han på sin egen enkle, men venligt bestemte facon, svarede:

’Når jeg sagde ja til at dirigere Concord Brass Band til DM i år, er det grundlæggende fordi jeg havde fået lyst til at beskæftige mig mere med brassband.

 Efter at have været inviteret til Norge for at dirigere Eikanger-Bjørsvik Musikklag fik jeg, efter en lang årrække uden at dirigere brassbands til konkurrencer, lyst til at gøre det igen.

Det fællesskab der opstår omkring forberedelserne til en konkurrence, kan jeg vældig godt lide. Selve konkurrencedelen siger mig egentlig ikke så meget. Det jeg værdsætter er det klart definerede mål, og det konkurrencemoment der gør, at hver musiker tager sig lidt ekstra sammen. Det skaber jo bedre resultater. Der er vel ikke nogen bands der forbereder sig tilsvarende godt – udover når det er til konkurrencer. DM for brassbands er en herlig ”festival” for messingmusik. En anledning til at få talt med en masse mennesker med samme interesse som én selv. Masser af gamle venner.

Desuden havde jeg sidste år fornøjelsen at dirigere CBB til ÅMUK Gallakoncert. Ved den anledning blev jeg draget af CBB´s engagement og potentiale. CBB er at band der på mange måder ikke har særligt gode betingelser – ligesom en hel del andre bands i Danmark. Til gengæld er der en særlig hold-ånd i bandet, der gør det muligt at drive et brassband til et ret højt niveau’.

I sit arbejde som professionel musiker ved Radio Symfoniorkestret og senest som Messingprofessor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, kan Jesper ikke siges at være ubekendt med teknisk vanskelige stykker musik – samt hvad der skal til – for at være bedst forberedt til en konkurrence. Hvad der kræves i forhold til årets pligtstykke – Dove Descending af Philip Wilby – er han heller ikke i tvivl om:

’At årets pligtstykke er Dove Descending er også en ting, der har talt for at involvere mig.

Det er et fedt stykke musik med enorme udfordringer, som stiller vanvittigt høje krav til hver enkelt i bandet. Hvis ikke hver enkelt i bandet forstår at lytte til både egen gruppe og andre grupper i bandet, er man lost. Bandet bliver for alvor testet i både teknisk og musikalsk kunnen.

 Lige fra at få skabt en linje gennem første del af stykket– både i forhold til langstrakte accellerandi og en lang passage med mere eller mindre modernistisk islæt –  til at få en indre glød i den midterste sats, Nativity.

Det er et værk som kun kan forløses ved en stor fælles indsats – og forståelse – mellem dirigent og band. Der er brug for at turde tage nogle chancer for at få det til at lykkes’.

Men Jesper Juul er ikke kun vendt tilbage for at deltage i konkurrencen om Danmarksmesterskabet. Han har en tydelig holdning til det danske brassband miljø i sin samtid – og hvad vi sammen burde bevæge os hen i mod, som organisation;

Dove Descending er et godt valg fra DAO´s side, men hvor er vi egentlig på vej hen?

Jeg synes, at danske brass bands er inde i en både god og dårlig udvikling.God fordi de bedste bands tør mere, og faktisk spiller på et højere niveau end for 10 år siden. Dårlig fordi der ikke ser ud til at være en sammenhæng mellem bredde og elite.Jeg tror det er altafgørende, at man bliver bedre til at tale sammen.

Det er vigtigt, at de bedste bands gør noget for fødekæde-bands, og det er vigtigt for den enkeltes udvikling, at der er en forståelse af, at de unge mennesker på et tidspunkt skal videre til et andet band, hvor de kan få større udfordringer.

Det er en forståelse de har i Norge. Alle der beskæftiger sig seriøst og elitært med at spille i brassband og stræber efter at få plads i et af de bedste elitekorps – Manger og Eikanger i særlig grad. Det ser for mig ud som om, at de lavere placerede elite brassbands har en forståelse for, at der engang imellem ryger et talentfuldt medlem til et af de ”store” bands.

Kleppe Musikklag er et eksempel. De har et godt orkester – der vel ville gøre sig ret godt i Danmark!

Orkestret har et godt samarbejde med Eikanger og Manger, og det er almindeligt kendt, at de ”store” bands ofte rekrutterer fra netop Kleppe ML. Det gør søgningen til Kleppe attraktiv for dem der kommer fra skolekorps og 1. Og 2. Div. Brass bands.

Med andre ord, tror jeg det er vigtigt at man kender sin plads i fødekæden, og hjælper hinanden. Det er en stor inspiration for børn, at høre et eliteband trykke den af.

Jeg er ikke i tvivl om, at det eliteband der får lavet nogle formaliserede samarbejder med andre bands, er det orkester der vil klare sig bedst på længere sigt.

En anden ting jeg kan se mangler i danske brassbands, er organisation.

 De fleste danske bands organiseres af en bestyrelse der også er spillende – med enkelte undtagelser.  I Norge er det ofte en blanding af folk der har spillet på eliteniveau, men nu bruger mere tid på andet, og så musikere. Der er oftest en fast organisation på hvem der tager sig af hvad. Der er mange ting der skal gøres: Noder, aftaler med dirigenter, øvested, prøver, koncert, slagtøjstransport og ikke mindst fundraising. Jeg tror at den tid, hvor vi bare spiller fornærmede over ikke at få nok kommunalt tilskud er forbi. Vi bliver nødt til, at finde andre måder at tjene penge på, der kan holde hjulene i gang. Det koster penge at få de bedste dirigenter og instruktører.

Det er nødvendigt, at hele bandet forstår, at der er brug for en organisation bagved, og at alle bliver nødt til at hjælpe. Mange norske bands har en bestyrelse, og en lang række udvalg, der tager sig af en masse delopgaver. Dog er det vanvittigt vigtigt, at der en én der har overblikket’.

Jesper voksede – som nævnt i et tidligere indlæg på bloggen – op i brassbandmiljøet i Thisted, under ledelse af nu afdøde Preben Christensen. Der er siden dengang sket et generationsskifte og vilkårene for danske brassbands er ikke blevet lettere som tiden er gået.

Den nye generation af brassband musikere, har derfor en vigtig opgave at løse. Selv for Jesper, der som barn, ung og voksen, har brugt meget af sit fritids – og til tider også arbejdsliv – på brassband i Danmark, kan det være svært at komme med et entydigt svar på, hvordan en fremtid for dansk brassband som organisation kan se ud;

Da jeg var barn, var der flere forskellige orkestre der tog initiativ til kursusweekends og lignende. Kan DAO være aktør på dette felt? I øvrigt tænker jeg, at DAO som organisation skal styrkes gennem fundraising, så der f.eks. kan ansættes nogle få folk på fuld tid. De skal kunne opretholde deres egen løn. Dette er naturligvis nemt at sige, men en anden sag at føre ud i livet. I øvrigt tror jeg, at DAO´s cafémøder er en rigtig god ting. Lad os få mere af det. Jeg var ærgerlig over, at jeg ikke havde mulighed for at deltage da det var i København’.

Og så havde Jesper ikke tid til flere kommentarer – for indtil på fredag d. 4.11.2016 – er der et helt brassband som skal inspireres, instrueres og skændes på, når der ikke bliver leveret musik, som lever op til vores fulde potentiale.

Det er med slet skjult spilleglæde, at Concord Brass Band går på scenen i Svogerslev på fredag og lørdag. Inden da kan du smug-lytte til resultatet af vores arbejde med Jesper og Dennis, tirsdag d. 1.11.2016 klokken 19.30.

Det foregår i Hedehuset, Hovedgaden 371 B, 2640 Hedehusene.

Vi glæder os til Danmarksmesterskaberne og ikke mindst til at gense en masse gamle venner.