Nyheder

På vej til Perth

Foråret er på vej – og mens andre fornemmer kådheden over den stigende temperatur, fuglefløjt og spirende, grønne blade – er det en hel anden slags forårsfornemmelser, vi oplever for tiden. Den første weekend af maj, rejser Concord Brass Band til Perth i Skotland, for at deltage i Europamesterskaberne.

Vores  seneste deltagelse i konkurrencen, var tilbage i 2011, til EM i den østrigske by Linz – en oplevelse medlemmerne i Concord har mange gode minder fra.

Ikke mindst pligtstykket ´Spiriti´ af Thomas Doss, som vi senere hen valgte at spille som selvvalgt opgave ved DM 2012.

Det særlige ved pligtstykket som spilles ved EM er, at det altid er komponeret og bestilt til lejligheden.  Derfor findes der ingen indspilninger eller andet materiale, som kan give inspiration til forberedelserne af stykket.

Komplicerede, større værker for brass band består i reglen af skiftende taktarter, sekstendedelsløb i meget høje tempi og voluminøse melodier.

Pligtstykket for 2014, er en helt anderledes udfordring.

Muckle Flugga

Rory Boyle’s ’Muckle Flugga’ er inspireret af en mindre, skotsk øgruppe med samme navn.

Inspirationen ses på stykkets fire satser, med titlerne ’Wild Seas and Winds’, ‘Giants’, ’Laments for the Drowned’ og ’The Lighthouse’ – men det er i selve kompositionen, at værket for alvor er interessant.

’Muckle Flugga’ er – med sit symfoniske tonesprog, dissonerende klangflader og angulære bevægelser i melodierne – et nyt og spændende bidrag. En opgave, der giver hvert medlem af Concord en del udfordringer – og bidrager til en helt ny udvikling i opfattelsen af, hvordan større værker for brass band kan lyde.

Vi har allerede været i gang med forberedelserne  på vores selvvalgte opgave, siden januar og fortsætter det hårde arbejde en måneds tid endnu, inden det er tid til at gøre den bedst mulige figur til Europamesterskaberne.

Mest af alt, ser samtlige medlemmer af Concord frem til, at være med ved årets største, internationale begivenhed for brass bands.

 

Concord har fået egen huskomponist

Knapt en måned efter vores sejr ved Danmarksmesterskaberne i Skanderborg, kan vi afsløre endnu en fantastisk nyhed!

Concord Brass Band har fået sin egen huskomponist!

Det er svenske Magnus Hylander, som i de senere år har gjort sig bemærket med sine værker for brass band i det meste af Skandinavien.

Magnus HylanderDet lå ellers i kortene at Magnus skulle have en karriere som tubaist, da han begyndte som ung, lovende studerende på tuba, ved Malmö Musikakademi. Fra 1992- 1998 blev han derfor også en del af den anerkendte, svenske brass quintet ’BrassaNova’. Sideløbende med sine studier og sit arbejdsliv som tubaist, brugte Magnus en stor del af sin fritid som Eb tubaist ved Göteborg Brass Band.

Alligevel blev det den spirende komponist i Magnus, som til sidst guidede hans fokus over på komposition. Siden da har Magnus ydet et væsenligt, musikalsk bidrag til de skandinaviske brass band konkurrencer. I Sverige til de svenske mesterskaber, hvor Windcorp brass band, Flesland Musikklag og Smörås Skolemusikk i 2010, opførte tre stykker af Magnus Hylander.

I Norge ved Grenland Festival, Siddis Brass og de norske mesterskaber, samt i Danmark til underholdningskonkurrencen Silkeblæs.

I øvrigt har Magnus også komponeret værker til ensembler med anden besætning end messing, men har alligevel beholdt sit fokus på brass band. Et udsnit af hans værker er også blevet til CD-indspilninger, med Göteborg Brass Band, BrassaNova, Borås Brass Band og Frelsens Hærs Brass Band i Lidkøbing.

For tiden fokuserer Magnus på at komponere ny musik og dirigere forskellige ensembler.

I Concord Brass Band er vi meget glade for det nye samarbejde og ser frem til allerede at kunne opføre stykket ‘To the Future’ af Magnus Hylander, til vores Gallakoncert den 26 januar i Galaksen.

Vindere af Danmarksmesterskaberne 2013

vinderLørdag den 2 november omkring klokken 21.30, befandt samtlige medlemmer af Concord Brass Band sig i en sal på Skanderborg Gymnasium. Håbefulde, med en klump i halsen og sved i håndfladerne,  ventede vi på resultaterne for Elitedivisionen.

Efter en fin præstation ved den bundne opgave om fredagen, håbede vi at vores selvvalgte stykke, Titans Progress af Hermann Pallhuber, havde gjort et afgørende indtryk på dommerne. I løbet af lørdagen nåede spændingen i konkurrencen dog nye højder, da de konkurrerende brass bands også leverede meget overbevisende og flotte præstationer.

På trods af positiv respons fra de fleste tilhørere, er det i sidste ende dommerne, som sætter dagsordenen for, hvilket brass band der går fra konkurrencen, som vindere. Derfor var vi ikke helt overbeviste om, hvordan resultatet ville falde ud i år.

Til vores store glæde viste det sig, at vi havde vundet begge dage – og derfor kan kalde os regerende Danmarksmestre, indtil november 2014.

Dommer, Arne Christensen, skrev følgende i sin konkluderende kommentar, om vores udgave af Titans Progress;

‘Kunstnerisk, teknisk, i enhver henseende på et meget højt plan. Frasen ‘øjeblikke af ufattelige skønhed’ er ikke en vittighed her. Det var frygtindgydende, imponerende, morsomt, dramatisk. Men først og fremmest musik, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og hårene til at rejse sig. Tak for den oplevelse.’

Vi er meget glade og tilfredse med resultatet. I dag (søndag d. 3 november) blev det fejret med dejlig brunch for hele bandet. Nu glæder vi os til at deltage ved Europamesterskaberne i Perth, i maj 2014.

Tak til alle de, som har givet Concord Brass Band uvurderlig opbakning, i form af praktisk hjælp o. lign. Tak til vores daglige leder Dennis Aaberg Andersen, for grundigt og vedholdende arbejde med de to stykker musik. Sidst men ikke mindst, et stort tak til vores MD, Russell Gray!

Vi var aldrig kommet så langt uden jer!

Danmarksmesterskaberne venter – i år med Daphnis et Chloë på programmet

Vores sæson sluttede med en dejlig sejr og fest ved BrassBandBattle.

Nu er vi ved at være nået godt ind i efteråret ovenpå en veloverstået Høstkoncert.

I den næste tid arbejder vi målrettet mod Danmarksmesterskaberne, der som altid finder sted i begyndelsen af november måned. I år skal vi besøge det jyske, DM 2013 bliver nemlig afholdt i Skanderborg.

Den vågne læser vil fra overskriften allerede have opdaget, at årets testpiece er Maurice Ravels ‘Daphnis et Chloë’. Et meget kompliceret og spændende stykke musik, som til vores prøver viser sig at have vanskelige, men også fantastiske passager ind i mellem. I løbet af vores prøveforløb, vil det fra den 25-10-13 være muligt at komme til nogle af vores prøver og opleve, hvordan vi arbejder med musikken vi skal spille til DM. Se mere information om prøverne under Koncerter

Hvis du ikke når forbi en prøve inden DM, kan du lytte til symfoniorkester udgaven af Daphnis et Chloë her:

http://www.youtube.com/watch?v=-SvjJF6zs1k

Vi glæder os til et begivenhedsrigt efterår!

Tjek også gerne vores facebookside for løbende nyheder!

Brass Band Battle 2013

bbbVi går og forbereder en kort koncert til Brass Band Battle 2013. En ganske særlig konkurrence, hvor publikum afgør, hvilket Brass Band der har dagens mest underholdende program. I 2012 løb vi med sejren – men i år er endnu flere Brass Bands tilmeldt – det bliver spændende! Kom og lyt, få en kold fadøl i baren og stem!
Konkurrencen fungerer også som en sommerafslutning for Concord Brass Band – og vi har tænkt os at fejre sæsonen der er gået med manér!
Rigtig god sommer fra alle os i Concord Brass Band.

Whit Friday & All England Masters

Dobcross
I sidste uge rejste Concord Brass Band til England, hvor vi blandt andet spillede koncert for vores venner i Dobcross.

Ligesom sidste år rejste vi, i Concord Brass Band, til Yorkshire-området Saddleworth, for endnu en gang at deltage i Whit Friday. Noget nyt ved årets tur var invitationen til at deltage i All England Masters. En af de meget prestigefyldte engelske konkurrencer, hvor flere af de bedste Brass Bands i Europa deltager. Alle Brass Bands dyster om sejren med det samme stykke musik, der i år var A Kensington Concerto af Eric Ball.

Ud over de to konkurrencer bød turen på et varieret program med udendørs torvekoncerter, alt godt fra det traditionelle engelske køkken, en lille pint Guinness i ny og næ, Champions League finale på “storskærm” på hotellet – til målrettede og koncentrerede præstationer ved begge konkurrencer. Det førte til resultater som vi er meget stolte af. Til Whit Friday deltog vi med marchen Ravenswood. Blandt andet blev vi nr. 3 i landsbyen Denshaw med en fin præmiesum, 5 i Diggle, 6 i Greenfield og 7 i Dobcross. Vi afsluttede Whit Friday med at blive kåret som ‘bedste udenlandske Brass Band.  Om søndagen spillede vi os til en fin 10 plads ved All England Masters med en positiv  udtalelse fra Brass band sitet 4barsrest.

Vi havde en fantastisk tur og vil benytte lejligheden til at takke vores forholdsvis nye dirigent, Dennis Aaberg Andersen, som gør et fremragende stykke arbejde med bandet!

Nedenfor et par stemningsbilleder fra turen;

Vi venter på at det bliver vores tur til at spille i en af landsbyerne til Whit Friday.
Vi venter på at det bliver vores tur til at spille i en af landsbyerne til Whit Friday.
Bussem pakkes efter vi har spillet vores version af A Kensington Concerto til All England Masters.
Bussen pakkes efter vi har spillet vores version af A Kensington Concerto til All England Masters.

Næste arrangement på programmet er Brass Band Battle, lørdag d. 8/6-13 i Hvidovre Medborgerhus. Konkurrencen begynder kl. 10.00. Vi glæder os til at se så mange af jer som muligt, og håber I vil komme og heppe på os!

Gallakoncert, besøg fra Langeland, Kashmir & Silkeblæs

CBB Galaksen
Concord Brass Band & Den Kongelige Livgardes Tambourkorps på scenen i Galaksen, efter vores fælles optræden med stykket ‘Toss the Feathers’.

De seneste måneder har været fyldt op med koncert-forberedelser, hyggelige stunder og nye oplevelser for os i Concord Brass Band.

Vi har netop afholdt Gallakoncert i Galaksen, med Den Kongelige Livgardes Tambourkorps. En koncert som blev en stor succes. Især vil vi gerne takke det fremmødte publikum. Det var som altid en fornøjelse at spille for jer!

I dagene op til koncerten, havde vores venner fra Langelandgardens Brass Band rejst den lange tur til København, for at spille sammen med os. Lørdag tog vi derfor ud og spillede med til en fælles prøve på deres forårskoncert – blandt andet på stykket Concert Prelude af Phillip Sparke. Prøven blev efterfulgt af en hyggelig middag i hjertet af København. Søndag kvitterede vore venner fra Langeland med at møde op til vores koncert – det var skønt at se jeres ansigter blandt publikum.

Langeland
Medlemmer af Concord Brass Band og Langelandgardens Brass Band til fællesprøve.
Langeland2
Der var også stor koncentration på Lowbrass siden.

Søndagen efter var fire af vores medlemmer på en speciel opgave. Fra klokken 9-16 var de ude for at være en del Rockbandet Kashmirs nye musikvideo. En meget spændende og usædvanlig oplevelse, som de fire gæve medlemmer af Concord nok vil huske i lang tid fremover!

CBB Kashmir
Fire glade medlemmer af Concord Brass Band med forsangeren fra Kashmir.

I morgen skal hele Concord Brass Band mødes kl. 05.30 for at køre med bus til Silkeborg – og underholdnings konkurrencen, Silkeblæs. Til konkurrencen gælder det, at hvert brass band møder med et bestemt tema for sin optræden, hvori et nyskabende værk og en solist indgår.

Vi fremførte vores program til Gallakoncerten og glæder os til igen at optræde med det af i morgen til Silkeblæs.

Efter Silkeblæs går vi i gang med at forberede vores tur til Whit Friday i maj – og denne gang også til konkurrencen All England Masters.

Husk at i kan følge med i forberedelserne her, på facebook og på twitter i de næste måneder.

Et nyt år venter Concord Brass Band

 gallakoncert 2013
Den årlige gallakoncert venter lige om hjørnet!

I 2013 venter nye spændende oplevelser og bedrifter for Danmarks mest ambitiøse brass band. Efter et spændende år 2012 – fyldt med oplevelser, koncerter og udfordringer – begynder vi året 2013 med store forventninger.

Januar måned bød på nytårskoncert for beboerne på Fejø. Nu, da den festlige begivenhed er vel overstået, bliver februar måned fyldt med travle forberedelser til et af vores tilbagevendende projekter, årets Gallakoncert.

Gallakoncerten er et af årets højdepunkter for os, fordi vi har mulighed for at afprøve et bredt repertoire, som indeholder både klassisk og moderne musik. Programmet for vores Gallakoncerter er derfor altid alsidigt og spændende for publikum at opleve. Koncerten er også en begivenhed, hvor vi samarbejder med andre ensembler – eller kunstnere om at skabe og optræde med unikke, musikalske oplevelser for vores publikum.  Sidste år optrådte vi sammen med Bobo Moreno ved et brag af en koncert og i år vender vores gode venner i Livgardens Tambourkorps tilbage med friske, nye indslag.

Vi er allerede i gang med at forberede os -og det bliver alt andet end kedeligt!  I år sætter vi farve på grå og triste februar med et program, som både indeholder smuk, længselsfuld irsk musik og en tilbagelænet solo for flügelhorn og brass band.

Vi glæder os til at optræde for jer!